Q&A om workshops ‘Arbejdsglæde i dyrlægepraksis’
De 10 arbejdsglædeworkshops blev afviklet i november 2022, men af hensyn til den endelige afrapportering står info om afviklingen her stadig. Desuden har vi lagt deltagernes evaluering ind herunder.
Deltageres evaluering af arbejdsglædeworkshops
Skal man tilmelde sig samlet som klinik?
Vi anbefaler, at I tilmelder jer samlet som klinik, fordi det formentlig vil være klinikken, der betaler for deltagelsen og dermed gøres betalingen lettere. I kan sagtens tilmelde jer samlet, men deltage på forskellige workshops, hvis I ønsker at komme afsted i hold.
Er det ikke bare en ‘jubi-jubi’, hvor vi alle ‘skal’ være glade og positive?
Vi håber bestemt, at det bliver en glad dag. Men det bliver nok også en dag med hårdt arbejde. For det er vores indtryk, at vi alle sammen hér i branchen ønsker at gøre noget for at forbedre trivslen. Vi vil som arrangører gøre vores til at klæde jer på med viden, udfordre jer og give jer redskaber til at arbejde med jeres trivsel på dagen og efterfølgende på klinikken. Målrettet, evidensbaseret, konkret. Vi kommer til at arbejde med både det, som giver trivsel og virker og som vi gerne vil have mere af. Vi kommer også til at arbejde med det svære, som giver mistrivsel, stress og svære tanker og hvordan vi kan håndtere det og arbejde på at ændre det. Du kommer som deltager ikke til at blive presset ud i konfronterende situationer, men kun med det, som du selv ønsker. Du skal mere forestille dig, at du får konkrete værktøjer til noget, som du selv kan arbejde med for at opnå mere arbejdsglæde og som du kan arbejde med sammen med dine kolleger og din leder. Der vil også være ledelsesværktøjer – og det er både ledere og medarbejdere, som får noget ud af den del. Derudover vil du helt sikkert gå hjem med en hel masse ting, som du vil reflektere over og som rent faktisk kan ændre dit arbejdsliv.
Hvad får jeg ud af dagen?
En masse inspiration, viden, konkrete værktøjer, som bliver øjenåbnere for dig på dagen, og som du og dit team kan arbejde videre med, når I er tilbage på klinikken.
Introduktion til gratis værktøjskasse med værktøjer, der passer både til den travle hverdag, til MUS og temadage. Man kan arbejde med værktøjerne individuelt, som team og som leder.
Workshopdagene er kulminationen af 1 års intenst arbejde med at indsamle data fra smådyrsbranchen og omsætte denne til anvendelig viden og værktøjer i samarbejde med branchens organisationer, leverandører og samarbejdspartnere i ind- og udland.
Hvad kan jeg som medarbejder gøre, når min leder ikke interesserer sig for arbejdsglæde?
Du kan som medarbejder gøre noget for din egen trivsel, dine kollegers og din leders trivsel. Hvis man vil lykkes med arbejdsglæde, så har alle et ansvar for at gøre en indsats.
Ledere har et særligt ansvar for at sikre trivsel på arbejdspladsen. Både ved at gå foran som et godt eksempel på og ved at sikre, at der bliver taget hånd om det psykiske arbejdsmiljø.
Men vi kan – og bør – alle sammen gøre noget. Måske er det dig, der er den rigtige til at tage action på, at I arbejder med at skabe mere arbejdsglæde på konstruktive og værdiskabende måder. Når du læser dette, så er der i hvert fald meget, der tyder på, at du gerne vil gøre en indsats 🙂
Workshoppen vil vise jer vejen til, hvordan I sammen kan skabe mere arbejdsglæde. Vi tager udgangspunkt i, at alle har et medansvar for trivsel og faktisk også for ledelse. Vi taler af samme grund om ledelsesudvikling i stedet for lederudvikling. En leder udvikler sig sammen med resten af organisationen og alle kan være med til at understøtte ledelse – også når det gælder trivsel. Kom og hør om dine handlemuligheder og hvordan du/I kan få hjælp.
Hvis du føler, at du mistrives på arbejde, så kan det også hænge sammen med andre forhold i dit liv.Workshoppen vil også handle om, hvordan du kan blive klogere på dette samspil og hvordan du kan arbejde med det.
Glæd dig 🙂
Kontakt administrator Jannie Nielsen, hvis du ikke har fået svar på dit spørgsmål: jannie@praqtice.dk