Sådan opstod ideen om ‘Hund forbi’

Randers Dyrehospital afleverer foder på værestedet Perron 4.

En juledag i 2015 tog dyrlægerne fra Randers Dyrehospital – som sædvanlig i december –  hen til værestedet Perron 4 for at aflevere foder, som havde overskredet sidste salgsdato. Foderet er til hjemløse randrusianeres kæledyr. Dyrlægerne havde i et års tid ytret ønske om, at de gerne vil bruge deres faglighed til at gøre noget mere for disse dyr. Samtidig skulle det være økonomisk og tidsmæssigt overkommeligt.

Vi pønsede på ideen om gratis sundhedstjek. ‘Men hvad hjælper det, hvis ejerne ikke har penge til vaccinationer og yderligere behandlinger for de sygdomme, som vi måtte finde?’ lød det fra en af dyrlægerne.

Efterhånden opstod ideen om en indsamling. Og hvorfor ikke lave den i forbindelse med en hyggelig aktivitetsdag? ‘Hund forbi’ var født og blev afholdt med stor succes i 2016 og 2017. Vi glæder os allerede til næste ‘Hund forbi’ indsamlingsdag i juni 2018.

praQtice tog tidligt i forløbet kontakt til Randers Kommune for at bede om rådgivning til, hvordan vi bedst kunne afholde sundhedsdage til gavn for udsatte borgeres kæledyr samt hvordan vi fik formidlet budskabet til dyreejerne. De tog imod med kyshånd, og det gjorde brugerne af værestedet i den grad også! I dag afholder Randers Dyrehospital 2 årlige sundhedsdage på værestedet Perron 4, hvor de arbejder frivilligt og bruger de indsamlede pengene fra ‘Hund forbi’ på medicin.